Regelbau-konceptet
Rygraden i Atlantvolden var betonbunkere udformet efter det såkaldte Regelbau koncept, der blev udarbejdet under tyskernes anlæggelse af Vestvolden sidst i trediverne. Regelbau kan oversættes noget hen i retning af "bunker-typehuse" og hver af bygningerne i systemet har en bestemt funktion og er tildelt et individuelt nummer, der betegner typen. 

Ved krigens slutning stod næsten næsten 700 typer til rådighed for entreprenøren, Organisation Todt (OT), og ved projektering kunne man således hurtigt sammenstille et anlæg, der opfyldte de stedlige, strategiske og taktiske krav - og udbygges efter behov. Derudover var det nemt at opfylde specifikke, lokale krav ved enten at spejlvende tegningerne, eller tilføje elementer fra andre typer. 

Der er jo imidlertid stor forskel på et dansk typehus og en bunker, og den forskel, der umiddelbart springer mest i øjnene, er nok loft- og vægtykkelsen. I praksis arbejdede Wehrmacht med tre klasser af bunkere, hver med en specificeret beskyttelsesgrad.

1. Feltmessige Anlage (feltmæssige anlæg)
Konstrueret af de byggematerialer som var til rådighed i området; tømmer, sand, jord, græstørv og sten. Beton blev brugt, hvis det kunne skaffes. Man tilstræbte en loft- og vægtykkelse på 40-60 cm og forede eksempelvis en dobbelt tømmervæg med sten eller jord. Gulvet var min. 20 cm tykt. Konstruktionen ydede beskyttelse mod ild fra håndvåben og mod sprængstykker.

2. Verstärkt Feltmessig (forstærkede feltmæssige anlæg)
Disse anlæg blev udført som (jern)beton konstruktioner med en loft- og vægtykkelse på op til 100 cm og en gulvtykkelse på 20- 40 cm. Udgangspunktet kunne være et design i Bauform-klassen. Konstruktionen kunne beskytter mod gentagne træffere fra 105 mm artilleri eller en direkte træffer med en 50 kg flyverbombe.

3. Ständige Anlage (permanente anlæg)
Faste anlæg blev udført i armeret beton i flere "baustärke" (styrker), oftest med udgangspunkt i designs fra Regelbau-kataloget. Den mest almindelige er Bausträke B som har en loft- og vægtykkelse på min. 200 cm og en gulvtykkelse på 80 cm. Konstruktionen beskyttede mod træffere fra artilleri med en kaliber på 220 mm (200 mm for granater med stejlt nedslag), eller en direkte træffer af en 500 kg flyverbombe. Baustärke A som havde loft- og vægge på 350 mm kunne modstå artilleri af de største kalibrer og træffere af 1000 kg flyverbomber. (Til sammenligning havde Førerbunkeren i Berlin et tag på min. 450 mm)

En ständig bunker var som regel også sikret mod krigsgasser, havde eget friskluftanlæg, var opvarmet og var indrettet til beboelse eller arbejdsopgaver. Som hovedregel skulle alle defensive befæstninger (mandskabs- og materielbunkere) nedgraves til taghøjde og overdækkes med 50 cm jord som grobund for slørende beplantning. Det var dog langtfra alle steder, denne regel kunne følges, idet lokale terrænforhold, jordbundens beskaffenhed og grundvandsstand også spillede en rolle.

Stort set alle Regelbaubunkere opført i Danmark er i Baustärke B, altså med to meter tykke vægge og lofter. Den enorme tykkelse af væggen bevirker naturligvis, at selv ret store bunkere har forbavsende lidt indvendig plads. I en af de almindeligste bunkere, en R621 mandskabsbunker der udvendigt måler næsten 90 m2, er der, når væggene og indgangspartiet med gassluse trækkes fra, under 20 m2 tilbage til de ti mand, den er beregnet til at huse.

Ud over vægtykkelse deler de fleste Regelbau bunkere en række bygningsdetaljer:

Beskydning. Til beskyttelse mod rikochetterende projektiler fra fjendtlig ild, er skydeåbninger i kanonkasematter udformet som "trapper", således ilden ikke ledes ind i bunkeren, men springer tilbage. Mindre skydeåbninger er oftest beklædt med trærammer til at opfange projektiler fra håndvåben.

Camouflage. For at bryde den glatte betonflade, sømmede man i nogen tilfælde sammenkrøllede cementsække på indersiden af forskallingen inden støbning. Herved fremkom de karakteristiske huller i den færdige ydermur. Dette ses specielt på kasematter. 

Indgang. Et gennemgående træk er, at hvor det overhovedet er muligt, ender indgangskorridoren i et 90° sving, og oftest er korridoren dækket af et skydeskår. Regelbau-typer, der er kampposter (hvor mandskabet forbliver i bunkeren under kamp), er desuden forsynet med et flankerende nærkampsrum, der dækker indgangen(e).

Tagrender. Til at bortlede brændende olie fra flammekastere (og vand, under mere fredelige forhold) blev Regelbau-konstruktioner efterhånden udstyret med "tagrender" over døre og skydeåbninger.

Døre. Standarddøren er en 3 cm tyk ståldør med en gastætningsliste langs kanten. Døren er af stalddørstypen, delt på midten for det tilfælde at jord eller brokker skulle blokere den - så kan overdelen stadig åbnes og mandskabet slippe ud. Nogle døre har "mandhuller". Indre døre i en bunker er oftest tyndere. Nogle har en dørspion eller en lille rude. I større bunkere kan indre døre være af træ.

Rumopdeling. Størrelsen af bunkeren og antallet af rum er bestemt af dens funktion. Intet rum er større end absolut nødvendigt, og en opdeling i mange små rum blev foretrukket frem for færre, større rum. Rumtyper fra mindre bunkere gik igen i de større. Indvendig rumopdeling kunne støbes (væsentligt tyndere end ydervæggene) eller foretages med mursten eller evt. blot en trævæg.

Vægbeklædning. Væggene var sædvanligvis beklædt med træpaneler, dels for at isolere, men primært for at dæmpe virkningen af afsprængt beton fra indervæggen ved direkte træffere på bunkeren. I senere konstruktioner eksperimenterede man endvidere med at indstøbe stålnet i væggene.

Gulvbeklædning. I nogle bunkere kan man finde en gulvbelægning af brunlige asfaltfliser. Disse skulle angiveligt være i stand til at dæmpe vibrationer fra beskydning og bombardement og dermed kunne forebygge benbrud hos besætningen. I andre finder man almindelige gulvbrædder.

Gassikring. De fleste Regelbau-bunkere, bl.a. alle beboelsesbunkere, var gassikrede med tætte døre, overtryksventiler, pansrede luftindtag og et elektrisk eller håndbetjent pumpe/filter anlæg, der kunne sørge for overtryk af filtreret luft, der forhindrede gassen i at trænge ind. I adskillige bunkere vil man i loftet kunne finde rester af ventilationssystemet.

Nærkamprum. En anden detalje, der går igen i bunkere med kampposter, er nærkampsrummet. Herfra kan man dække indgangen til bunkeren med ild fra håndvåben. Skudåbningen er beskyttet af en 3 cm panserplade med en skydelem omkranset af træ for at opfange projektiler.

Brønd. En del bunkere har egen vandforsyning i form af en brøndboring, som i dag blot kan være en dyb - ikke nødvendigvis afdækket - skakt i gulvet.

Udskæring for fæstningsantenne. I mange bunkere vil man lige før panserdøren ind til gasslusen se en udskæring i betonvæggen. Denne er beregnet at føre en teleskopantenne igennem bunkerens tag, hvor den ville folde sig ud med tre individuelle antenner.

Nødudgang. Nogle bunkere, der kun har én indgang, er forsynet med en nødudgang. En lejder af stålbøjler på den udvendige side er omkranset af en muret skakt eller en halvcirkel af beton, nærmest som et halvt kloakrør. Hvor trappen ender ved bunkerens fod, fører en lav krybegang ind i bunkeren, spærret af en murstensmur og en panserlem. Trappeskakten er så fyldt op med grus. Ideen er, at hvis bunkerens dør bliver blokeret, så kan mandskabet åbne nøddøren og banke den tynde muststensvæg i stykker, hvorefter gruset i trappeskakten vi flyde ind i bunkeren og åbne for adgang op ad lejderen.

Telefon. Til kommunikation uden for bunkeren, f.eks. med kommando- og andre bunkere. Bemærk påskriften "Fjenden lytter med"

Talerør. Til kommunikation med besøgende og udkiksposten i ringstillingen var bunkeren forsynet med et simpelt talerør, som det også kendes fra skibe. Enkelt, elektronikløst og pålideligt.

Ovn. Alle bunkere, hvor mandskab opholdt sig i længere tid, var opvarmet, de fleste med en "WT 80 Festungsofen", der var gassikret og kunne være med eller uden kogeplade. Det vil være højest usandsynligt at falde over en ovn i en "frilandsbunker", men skorstensrøret er ind imellem intakt. Dette var konstrueret med et håndgranat-fang, der sendte eventuelle indkastede granater udenfor bunkeren igen.  

Periskop. I nogle bunkere, bl.a. en del mandskabsbunkere, kan man finde en åbning i loftet til et "sehrohr", der minder en del om et ubådsperiskop. Selve periskopet er som regel for længst forsvundet, som så meget andet bunkerudstyr. Et fungerende sehrohr kan imidlertid ses flere steder, bl.a. på Forsvars- og Garnisonsmuseet i Aalborg.

Toilet. Dette var oftest blot en spand med sæde, som hyppigt blev anbragt i gasslusen (meget passende, kan man vel sige :) hvis man da ikke løste problemet ved at opføre et "outhouse".

Advarsler. I en del bunkere finder man endnu instruktioner og advarsler malet på vægge og døre. Mest almindeligt er nok advarslen mod at berøre ydervægge under beskydning, da dette kan være livsfarligt (fordi rystelserne kunne give knoglebrud eller organskader). I enkelte bunkere kan man endnu finde knap så autoriserede bemalinger i form af "bunkerkunst", hvor soldater med et vist talent for tegning har forsøgt at live lidt op på det triste indre.

Panserkuppel. Disse ses i flere udgaver, som observationstårne i artilleriobservationsposter og som maskingeværreder med tre og med seks skydeskår. Mere om det lidt senere ;-)

Uden for Regelbau
Betegnelsen Bauform plus et nummer dækker over et antal tyndvæggede konstruktioner som f.eks. ringstillinger, heraf er den mest kendte nok en Tobruk. 

Tobruk. Mange Regelbaubunkere, både batterier og i øvrigt uarmerede bunkere, havde en lille observationsstilling, en "Tobruk" (opkaldt efter byen Tobruk i Libyen) indstøbt. Det kan være den, man - i bogstaveligste forstand - først falder over (eller i), når man er på bunkertur. Uden kontakt med, eller beskyttelse fra, den øvrige bunker, må det have været en ensom og farlig post for udkigsposten, hvis job bl.a. var at varsko mandskabet i bunkeren når et artilleriangreb var forbi, fordi fjendtligt infanteri så kunne ventes.

Tobruk er imidlertid også betegnelsen for en helt selvstændig lille bunker (Bauform 58c og 201), også kaldet en ring- eller maskingeværstilling. Der blev bygget i tusindvis af disse langs volden og i baglandet. Nogle i en let forstørret udgave med trædøre, to køjesenge og en ovn, således et maskingeværteam kunne bo her.

Nogle typer ringstillinger husede en morter (Bauform 69), andre var forsynet med et lille pansertårn (Bauform 67), ofte fra erobrede panserkøretøjer eller fra udgåede tyske tanks. Dette må ikke forveksles med en pansret observationskuppel, en 3- eller 6-huls maskingeværkuppel eller kuplen over en M19 morter. Hvor tårne og kupler er forsvundet, kan man se forskel ved at observations- og maskingeværtårnene havde en noget større diameter.

Konstruktioner som kæmpebunkeren Gyges i Karup benævnes Sonderbau.

Under udarbejdelse:

• Liste over samtlig Regelbau-typer

• Hvordan var en mandskabsbunker indrettet? (Faktablad)

• Den almindelige luftbeskyttelsesbunker, Iglo-bunkeren og andre typer

• F-Stände

Hvordan tegner fremtiden for den danske del af Atlantvolden?
Tja, Trafikministeriet anslog i 2003 - på forespørgsel fra DF - at det dengang ville koste ca. 50.000.000 kr. at fjerne alle synlige bunkere fra danske kyster (Knap 600 eller ca. 25 % af det samlede antal). Siden er man fra politisk og administrativt hold så småt begyndt at erkende de tyske bunkeres rolle som kulturminder (2. Verdenskrig fandt jo faktisk sted og Atlantvolden var en realitet), og i dag har Skov- og Naturstyrelsen pålagt sig selv at tjekke med Kulturmindestyrelsen inden der gives tilladelse til at fjerne en bunker. Samtidig er der jo opstået mange større og mindre museer, så der skulle være en chance for at også børnebørnene kan opleve en bunkertur.

Noget andet er så, at naturen selv i mange tilfælde vil gå DF's ærinde. I en artikel i Fjerritslev Avis fra 1972 bemærkes det eksempelvis, at bunkerne ved Klim Strand står ca. 100 m. fra kysten. Samme bunkere står i dag små 20 meter ude i vandet, altså en vandring på 115-120 meter på 35 år, så om yderligere 30-50 år er disse - og mange andre langs Vestkysten - sikkert forsvundet ned i havbunden.