Batterie Vara/Møvik Fort
Den anden karm i døren til Østersøen
 
                               

 

Historien
Sammen med batteriet i Hanstholm skulle Vara lukke døren til Østersøen for allieret skibstrafik. Kanonerne på hver side kunne række ca. 55 km, og da farvandet mellem Norge og Danmark på dette sted er godt 125 km bredt, manglede der et stykke midtpå. Dette blev klaret med et minefelt. På denne skudvidde var præcisionen imidlertid ringe (+/- 500 m), og hensigten var da også primært, at afskrække allierede styrker fra at forsøge minestrygning. A trafik forbi minefelt og kanoner foregik kystnært, hvor også mindre batterier kunne bidrage til spærringen.

De mægtige 380 mm kanoner var oprindeligt tiltænkt en flåde af nye slagskibe, hvoraf kun de kendte Bismarck og Tirpitz nåede at blive bygget. Derefter var det tanken at oparmere ældre skibe som f.eks. Gneisenau, men efter den tyske flådes dårlige resultater over for englænderne, skiftede Hitler mening og forlangte skytset anvendt som kystartilleri i stedet for.

Batteriet ved Møvik, kun otte kilometer fra Kristiansand, blev sprængt ind i klippen og rummer en række tunneller og bunkere. Tre af de fire stillinger var åbne lige som tilfældet er i Hanstholm, men den fjerde blev overbygget med en katedral-stor skytsbunker for at beskytte den mod luftangreb.

Batteriet blev af tyskerne kaldt VARA efter en tysk ingeniør-general, der døde under opførelsen. Det var bl.a. også udstyret med en Würzburg Riese radar til at assistere med måludpegning.

Efter krigen blev batteriet overtaget af den norske kystdefension, omdøbt til Møvik Fort og forblev i aktiv tjeneste frem til 1957.

 
   
 
 
           

Området
Møvik Fort er enestående ved - som det eneste i Atlantvolden - at have en velbevaret 380 mm kanon i fuldt funktionsduelig stand i et museum, der er åben for publikum. I Trondenes kan man ganske vist finde hele fire 406 mm kanoner, men området hører under det norske forsvar, og er kun åbent ved særlige lejligheder.

Møvik Fort kan endvidere opvise den fantastiske skytsbunker (S169), der er stor som en domkirke og et bjergtagende syn, som ingen bunker-interesseret bør snyde sig selv for at se. 

Lommelygte, godt fodtøj og fornuftigt tøj - og forsigtighed - anbefales, da området foruden museet ved den bevarede kanon også er et frilandsmuseum, der rummer en del bunkere. Pas på klipperne (dem er der mange af i Norge), som i regnvejr kan blive helt utroligt glatte.

Det er meget nemt at finde ud til kanonmuseet. Hvis du tager færgen til Kristiansand (fra Hanstholm eller Hirtshals), så går bus M1 mod Flekkerøy lige over for færgeterminalen. Busturen tager ca. et kvarter og så er der små 800 meter at gå.

     
             
             
                 
             
             
                   
       

Museumsbunkeren
Bunkeren er fantastisk velholdt og rummer bl.a. originale bemalinger på væggene. Ammunitionstransport og beregnere til indstilling af kanonen er intakt, og der er i øvrigt en righoldig udstilling af alle tænkelige artefakter fra verdenskrigen. Man kan let bruge en 2-3 timer her

Museumsbutikken har et stort udsalg af forskellige effekter, og som i andre bunkermuseer er det lokale ildsjæle, der bestyrer stedet og som gerne deler ud af deres viden om området.

På nogle ugedage manøvreres der med kanonen. Se nærmere herom på hjemmesiden.

     
             
                 
                 
           

Faciliteter: Der er ingen cafeteria-faciliteter ved museet, men museumsbutikken sælger drikkevarer og en række borde og bænke står til rådighed. Da området er fantastisk naturskønt vil det heller ikke ikke være svært at finde et sted at indtage madpakken. 

Husk at rydde op efter dig. Der er rent overalt, intet affald ligger og flyder og der er ingen graffiti på bunkerne, som man så ofte ser i Danmark.

     
                 
                 
           

For uddybende lokalhistorie samt museets åbningstider, billetpriser og kørselsvejledning henvises til hjemmesiden for Kristiansand Kanonmuseum

     
                               
                               
           
                               
                               

Spawn in:

INTRO
STEDER
FAKTABLADE
BØGER & FILM
LINKS