Hitlers Atlantvold strakte sig langs Norges, Danmarks, Tysklands, Hollands, Belgiens og Frankrigs kyster, ja i princippet hele vejen fra Kirkenes til Pyrenæerne. Disse næsten 5000 km kystlinie blev i Nazistisk propaganda fremstillet som én ubrudt kæde af uindtagelige betonforter, forsynet med det seneste i våbenteknologi og bemandet med ubetinget loyale SS-elitetropper.

Virkeligheden var nu noget en anden. Atlantvolden kunne ganske vist opvise en del stærke fæstningsværker, specielt i Normandiet og Holland-Belgien, men i såvel Norge som Danmark bestod volden hovedsageligt af en række befæstede punkter omkring havne og strategisk vigtige punkter med kilometervis af relativt svagt beskyttet kyst imellem punkterne. Kystartilleriet var langs hele linien et sammensurium af erobret materiel, hvoraf nogle af kanonerne kunne dateres tilbage til 1. verdenskrig eller endnu tidligere, og bemandingen udgjordes for en stor dels vedkommende af 2. klasses tropper, ældre mænd, rekonvalescenter fra heftigere frontafsnit eller unge drenge. I nogle tilfælde endog af krigsfanger, der var "overtalt" til at træde i tysk tjeneste.

Ikke desto mindre, så er resterne af Atlantvolden i Danmark fortsat et overvældende vidnesbyrd om en ikke alt for fjern fortids rædsler og et manende monument over konsekvenserne ved blindt at underlægge sig en totalitær ideologi og dermed frasige sig menneskets kosteligste ejendom; den frie viljes valg. Alene af den grund er disse steder perfekte rammer for lidt praktisk undervisning i Europas nære historie for børn såvel som voksne. Den, der ikke kender historien, er jo som bekendt i fare for at gentage den.

I Danmark blev der i årene 1942 til 45 bygget tæt ved 2000 Regelbau bunkere. Tæller man andre typer med kan tallet gå så højt som 8000 betonstillinger af den ene eller anden art. En stor del af disse er endnu i dag tilgængelige for offentligheden i form af hvad man kunne kalde "frilandsmuseer". Det vil sige; de ligger der bare, ved stranden, på marken eller i plantagen. Nogle steder er der opsat forklarende plancher, eller der er indrettet egentlige museer, hvor bunkerne er ført tilbage til deres 1945 udseende og udstyret med originalt "indbo". For den interesserede er der altså nok at tage fat på, at udforske og at fotografere.

I navigationspanelet herunder er der først links til en række korte introduktioner til interessante steder langs Atlantvolden og lidt om deres funktion og historie. Der er uddybende oplysninger og fotos under hvert enkelt intro. Dernæst er der henvisninger til steder, der ikke direkte udgør en del af den danske Atlantvold, men som alligevel har en eller anden forbindelse til denne.

Under Praktiske hjælpesider inder du faktablade med krigsteknik, våbenteknologi og mini-biografier over nogle af de personer, der direkte eller indirekte havde indflydelse på planlægning, bygning eller drift af forsvarsanlæggene, eller som havde militært ansvar i forbindelse hermed. Her er også vigtige dokumenter fra Førerhovedkvarteret eller den Allierede Overkommando. Desuden findes oversigt over anvendte piktogrammer og symboler, ordliste og andet.

krigsturist.dk er under opbygning, så nogle links vil være inaktive en tid endnu, andre har endnu beskedent indhold på underliggende sider

Silkeborg Bad var fra sidst i 1800-tallet et fashionabelt kurcenter for velhavere, der nød det - angiveligt - helbredende vand fra Arnakke kilden.

Fra foråret 1943 blev stedet imidlertid overtaget af besættelsesmagten, der ønskede sit hovedkvarter tættere på den jyske vestkyst, hvor invasionstrusselen var størst. Generalerne Hermann v. Hanneken og sidst Lindemann har resideret her.

Området rummer tolv Regelbau bunkere samt et antal Tobruk's og andre betonstillinger. Af disse er kommandobunkeren (R608), radiobunkeren (R618) og kommandobunkeren (V196) nok de mest spændende, og de er alle åbne for offentligheden - 608'eren dog kun med guide.

Von Hanneken's kommandobunker ligger i dag begravet foran hovedbygningen, hvor tyske officerer havde deres messe. Det er dog muligt at stige ned i dybet og se denne relativt store bunker, der i øvrigt blev brugt som fængsel, da Silkeborg Bad efter krigen var lejr for tyske flygtninge. 
Bunkermuseet er indrettet i en fuldt restaureret R622 og er med sine mange effekter - heraf mange sø- og jordfund - bestemt et besøg værd.

Umiddelbart kan det måske undre, at Bangsbo Fort regnes med til Atlantvolden, da det jo så at sige vender den "forkerte" vej.

Der er imidlertid en simpel forklaring. Batteriet, der under krigen gik under navnet "Stützpunkt Süd" skulle beskytte tyske flådeenheder, stationeret i Frederikshavn og bidrage til kontrollen af indre danske farvande, herunder malmruterne fra Norge.

Efter krigen overtog den danske flåde installationerne på Pikkerbakken og moderniserede batteriet med bl.a. et nyt ildledelsessysten, nyt antiluftskyts og ny radar. Som et led i et forsvarsforlig blev fortet i 1962 lagt i "mølpose" og senere nogle år senere nedlagt.

I dag er Bangsbo en blanding af naturskønt område og et frilandsmuseum for sidste verdenskrig såvel som for den kolde krig. 

I museumsbunkeren (Regelbau 152) kan den besøgende få en fornemmelse af hvordan mandskabet har levet og arbejdet; alt i alt nok ikke så ringe sammenlignet med andre steder, hvor tyske tropper var stationeret.

Bunkeren er den bedst bevarede af de omkring 40 andre betonkonstruktioner, som omfatter skytsbunkere, ammunitions- og ildlederbunker, mandskabsbunkere og maskingeværstillinger. Ikke alle er umiddelbart synlige, men skal søges i den omgivne skov.

En del af området bruges stadig af marinen, og er kun åbent for offentligheden ved særlige lejligheder, men Bangsbo er så omfattende, at der stadig er nok at se på, og så turistvenligt, at man ikke behøver at have det store udstyr med. Husk dog lommelygten.

Danmarks nordligste punkt var tungt forsvaret af besættelsesmagten. Installationerne omfattede bl.a. et 122 mm kystbatteri og en radarstation.

En stor del af bunkerne i første klitrække og længere inde i landet er i dag helt overgroet og en del er fjernet. Også havet har krævet sin part. Kystbatteriet står i dag i strandkanten og bunkerne er frit tilgængelige bortset fra ildlederbunkeren, der et muret til.

Alligevel er Skagen en bunkertur værd bl.a. fordi man her kan opleve, at selv så massive konstruktioner som Hitlers betonklodser er underlagt naturkræfterne.

Lokalt bliver Hirtshals sommetider refereret til som en "Fæstning". Imidlertid havde ingen tyske anlæg i Danmark denne klassifikation, men når man betragter anlægget, der består af godt 80 bunkere, er det let at forstå tanken. Stützpunktsgruppe Hirtshals omfattede bl.a. 105 mm kystbatterier nord og syd for byen, så der var tale om et tungt forsvaret støttepunkt.

Hirtshals Nord
Bunkerne nord for byen er næsten alle enten dækket af sand og vegetation, men et par stykker er tilgængelige, om end gummistøvler og almindelig forsigtighed må anbefales. En 636a ildlederbunker er forsynet med trappe, men har observationssprækken tilmuret, så husk en lygte.

Hirtshals Syd
10. Batteri syd for byen er i dag et velholdt frilands-museum, der omfatter knap 70 bunkere samt 4500 meter løbegrave. Området er naturskønt og med en intens, realistisk atmosfære - det perfekte sted til lidt anskuelsesundervisning om 2. verdenskrig og Atlantvolden. 

Hirtshals er hjem for mange af de almindeligste bunkere i Regelbau-systemet, bl.a. mandskabsbunkerne 501 og 622, en 661 hospitalsbunker, en køkkenbunker type 645, fire 672 skytsbunkere, en delvist begravet 636a ildleder samt ammunitionsbunkere, Siegfried bunkere og ringstillinger. De fleste er udgravede og flere restaureret med original bemaling og udstyr.

Der er også mere usædvanlige typer som ringstillinger med betonkuppel (foto til venstre)

I Hirtshals kan du tage på bunkertur med både kone og børn og uden specialudstyr 

De fleste danskere kender Bulbjerg fra geografitimerne. Den eneste "klippeformation" i Jylland - indtil 1978 med Skarreklit stikkende 16 meter op lidt ude i vandet. Bulbjerg er desuden yngleplads for fugle.

Under krigen var Bulbjerg imidlertid også et infanteri-støttepunkt samt en vigtig observationspost og del af ildledersystemet for spærrebatteriet i Hanstholm. I 1944 blev yderligere et hærkystbatteri placeret her.  I dag er en del af stedets bunkere begravet af flyvesandet og overgroet, men ildlederposten på toppen af klinten er åben og oplyst, da den tjener som informationsstand omkring områdets fugleliv

En Regelbau 622 mandskabsbunker ved p-pladsen er endvidere omdannet til toiletter, så her er smukke eksempler på, hvordan efterladenskaberne fra sidste krig kan indgå i en nutidig sammenhæng.

Ligesom tilfældet er med Hirtshals, så omtales Hanstholm ofte som "fæstningen". Selvom denne betegnelse ikke er helt korrekt, så må man indrømme, at de fire mægtige 38 cm kanoner spærrebatteriet var bestykket med giver en vis vægt til navnet.

Disse slagskibskanoner var oprindeligt bestemt som reservedele til skibe af Bismarck-klassen, men endte altså her i Hanstholm hvor de - i samarbejde med et lignende batteri ved Kristiansand i Norge, skulle beskytte tysk kystsejlads og beherske indsejlingen til Kattegat.

Kanonerne blev skrottet efter krigen, men et enkelt løb (som egentlig var bestemt for Tirpitz-batteriet ved Blåvand) overlevede på Tøjhusmuseet, og er siden transporteret til Museumscenter Hanstholm, hvor det står som et vartegn ved indgangen til museumsbunkeren.

Af de fire store kanonbunkere er den ene i dag indrettet til museum, og de andre står som de har gjort de sidste 60 år. To er svært tilgængelige på grund af overgroning.

Området rummer mere end 100 andre bunkere i mere eller mindre tilgængelig stand samt en smalsporet jernbane (kendt fra "Olsenbanden"), der blev brugt til ammunitionstransport, men i dag fragter turister rundt i området. 

Den 3000 m2 store museumsbunker er restaureret til noget nær original stand med de fleste faciliteter som de så ud i 1945, og rummer mange udstillingsobjekter, herunder en del våben samt en fantastisk detaljeret model af en bunker under opførelse. 

Det eneste der mangler er de store kanoner selv. For at se disse, må du tage til Møvik Fort ved Kristiansand i Norge, hvor en funktionsduelig kanon er bevaret.

Hanstholm 1 var, som navnet antyder, det første batteri ved fiskerbyen på Jyllands nakke og blev anlagt allerede i maj 1940. Det var bestykket med fire 17 cm S.K. L40 og havde til opgave at beskytte indsejlingen til Hanstholm Havn og spærre for den kystnære trafik.

Batteriet er i dag et åbent frilandsmuseum med omkring 40 større og mindre bunkere, de fleste åbne og i god stand, nogle med originale bemalinger.

Thyborøn imponerer mest ved den mængde bunkere som man her kan se samlet på ét sted. En overvejende del af bunkerne er utilgængelige, enten nedsunket på stranden, begravet i flyvesandet eller tilmuret, men det er alligevel et spændende sted at besøge. Her er nemlig mange typer samlet inden for få hundrede meter.

Et andet spændende træk ved "Fæstningen Thyborøn" er de mange bunkere, der er forsøgt camoufleret som fabriksbygninger, gårde eller sommerhuse. Nogle med falske vinduer og tegltag, andre med høj rejsning og skorsten; fantasien har ikke manglet noget. Om det så havde haft nogen effekt er nok tvivlsomt, idet det er næsten umuligt at skjule militære installationer for luftfotografi. Stillingens layout røber den.

Blåvandshuk er et stort område med mange bunkere, der kun er adgang til, når der ikke foregår skydning på den nærliggende Kallesmærsk Hede ved Oksbøl. Her er et stort udvalg af tilgængelige bunkere - og en hel del utilgængelige pga. tilsanding. En af de mere spændende er nok den store Mammut radar bunker (L485), som er nem at komme ind i. 

Området omkring Blåvandshuk rummer også Luftwaffes radarstilling "Büffel" med mange tilhørende bunkere samt ved Oksby de to store bunkere, der skulle have rummet kanontårne af "Tirpitz-klassen", men som ikke blev bygget færdige inden krigsafslutningen. Desuden rummer nærliggende Esbjerg by samt Fanø og Rømø en hel del bunkere, så der er nok at tage fat på. 

Arbejdet på 38 cm batteriet ved Oksby kom sent i gang, og ved krigsafslutningen i maj 1945 stod kun de to skytsbunkere (S561) delvist færdige. Kanontårnene, der var skibsbaserede tårne af samme type som på slagskibene Bismarck og Tirpitz nåede aldrig at blive monteret og kanonrørene lå ved Guldager station indtil 1947, hvor de blev skåret op og solgt som skrotmetal, bortset fra det ene, der nu står ved Hanstholm.

I museumsbunkere viser en model hvordan kanontårnet skulle have været placeret oven på bunkeren. En gennemskåret tegning kan ses på denne side fra Museumscenter Hanstholm.

Efter krigen blev der gjort flere forsøg på at bortsprænge bunkerne, men de 3,5 meter tykke mure modstod alt, selvom forsøgene ikke er gået helt sporløst for sig. Bunkerne var jo trods alt også bygget til at modstå beskydning fra slagskibe. 

I 1991 åbnede Varde By- og Omegnsmuseum en afdeling i den bedst bevarede bunker.

Uden for museet finder man enkelte stykker af foringen fra en 38 cm kanon, luftflasker og dele af rekylmekanismen.

De to M184 bunkere på den nordlige del af Fanø er unikke i Atlantvolden. De tjente som fundament for to dobbelttårne med 150 mm kanoner fra den tyske krydser Gneisenau's sekundære armering, og beskyttede indsejlingen til den vigtige Esbjerg havn - det indlysende første valg for en allieret styrke ved en invasion i Jylland.

I 1951 blev kanontårnene flyttet til det nybyggede Stevnsfort for at beskytte indsejlingen til København mod den nye fare, der truede østfra. Der indgik de som en del af fortet, der er sprængt ud i limstensklinten 20 meter under overfladen, og som i dag er ved at blive indrettet til Koldkrigsmuseum.

Selv om kanonerne er væk, er kanonbunkerne spændende, og det samme er ildlederbunkeren. Den øvre del, som husede afstandsmåleren er nemt tilgængelig, hvorimod underetagen kræver stige, lygter og egnet beklædning - og almindelig fornuft og forsigtighed, naturligvis. Det er en relativt stor bunker med mange rum.

Busskuret, som det lokalt kaldes, er en lille bunker, hvis funktion ikke er helt klarlagt. Sandsynligvis har den huset det infrarøde system Donau 60, som var i stand til at spore større metalobjekter, f.eks. skibe, på deres varmeudstråling, men det er kun en teori.

Forsvarsområde Aalborg omfattede de tre flyvestationer i hhv. Lindholm (nuværende Flyvestation Aalborg), i Rørdal og Vandflyvepladsen ved Egholmsfærgen. Derudover var der kommandoposter for luft-artilleriet på Skovbakken og på Skansen, og endelig var en række modstandsreder og støttepunkter omkring Aalborg og Nørresundby omfattet. 

Bunkerne på Skansen er i dag tildækkede og utilgængelige, dog kan ryggen af L408A ses ved den gamle skydebane øverst på Skansen.

Af bunkerne på Skovbakken er kun kommandobunkeren synlig. De to mandskabsbunkere ligger nedgravet på plænen tæt ved Aalborgtårnet. En luftventil og et kloakdæksel over Tobruk'en er alt, hvad der er synligt.