Stützpunktgruppe Süd
Vogteren af Frederikshavn
 
                               

 

Stützpunktgruppe Süd ligger lige syd for Frederikshavn på en istidsskrænt, lokalt kendt som Pikkerbakken. Skrænten rejser sig mere end 70 meter over havets overflade og fra toppen har man en fantastisk udsigt over havet.

Bunkermuseet, der er indrettet som en blanding af frilandsmuseum med muesumsbunker og "arbejdende" museum (en gruppe frivillige restaurerer stille og roligt flere og flere bunkere), er unikt i Danmark bl.a. ved at hovedarmeringen endnu er på plads i skytsbunkerne. Denne består af tre (oprindeligt fire) 150 mm tysk/svenske skibskanoner, der af tyskerne blev afmonteret det danske krigsskib Niels Juel.

Foruden dette kystartilleri havde støttepunktet også fire 105 mm flakkanoner, der også kunne anvendes mod sømål, to 120 mm kanoner samt 20 og 75 mm antiluftsskyts, feltkanoner, morterer og håndvåben. Med 69 større og mindre bunkere, herunder eget kraftværk, køkkenbunker, brøndbunker og hospitalsbunker og omgivet af tredobbelt pigtråd, tankspærringer og minefelter beherskede besætningen på godt 300 mand en selvforsynende, magtfuld bastion.

Stützpunktgruppe Süd i kamp
I modsætning til mange andre af Atlantvoldens støttepunkter i Danmark oplevede mandskabet i Stützpunktsgruppe Süd kamphandlinger flere gange. Det skete, når flakbatterierne engagerede fjendtlige fly (og herunder knuste talløse tagsten i Frederikshavn, når sprængstykker fra ammunitionen regnede ned over byen). Kystbatteriets kanoner nåede dog aldrig i kamp med fjendtlige krigsskibe, da de indre danske farvande forblev under tysk kontrol til krigens slutning, og støttepunktet forblev under tysk kommando indtil de første englændere viste sig i Frederikshavn d. 17 Maj 1945.

 
   
 
 
           

Bangsbo Fort
Efter krigen overtog den danske marine installationerne, og i 1946 blev den første marine-radiostation, der var i stand til at kommunikere med Grønland, indrettet på Pikkerbakken. Hertil anvendte man bl.a. et par 40 meter høje tyske master, man med et vist besvær havde transporteret hertil fra Skagen. Samtidig blev det bestemt at bevare kystbatteriet som en del af kyst-defension og i forbindelse med dansk indtræden i NATO i 1949 påbegyndtes en modernisering af bl.a. radar og antiluftskyts. I september 1952 trådte Bangsbo Fort så i tjeneste. 

I disse tidlige år af den kolde krig kunne fortet stadig spille en rolle i overvågningen af farvandet ud for Frederikshavn og beskytte havneområdet og flådestationen. I 1961 løb timeglasset imidlertid ud for fortet. Bangsbo blev lagt i mølpose, indtil det blev endeligt nedlagt senere i tresserne. Herunder blev en del af udstyret solgt, bl.a. gik de gamle tyske Flak-batterier til Norge. Hovedarmeringen fik dog lov at blive stående, kun blev den fritstående kanon demonteret og anvendt til strålekanon på Århus Kommunehospital.

Pikkerbakken i dag
I 1990erne begyndte man med guidede ture i området og i dag er Bangsbo Fort et museum, som spænder over både 2. verdenskrig og den Kolde Krig. Det velholdte område med gode stier er velegnet for hele familien, og byder også på overgroede bunkere lidt uden for de trådte stier. Bemærk dog, at det ikke er tilladt at gå uden for stierne på selve fortets område.

     
             
             
                 
             
             
                   
       

Museumsbunkeren
Bunkermuseet ligger lige bag ved gården "Bakken" (på Understedvej), hvor der er P-Plads, toiletforhold samt borde og bænke. Museet er indrettet i en M152 kommandobunker (MarKo), støbt i januar 1943 med et betonforbrug på 1260 kbm. Bunkeren er i fin stand med originale panserdøre og  indeholder et stort operationsrum med kortbord, hvorfra slaget skulle ledes samt mandskabsrum, radiorum, varmecentral og rum til friskluftanlægget. Desuden har bunkeren et selvstændigt observationsrum, hvorfra der er udsigt over Pikkerbakken og Kattegat (og som vel også kunne bruges som reserve ildlederstand).

Museet rummer en del våben og materiel, der har været anvendt af besættelsestropperne og instruktive plancher fortæller historien om fæstningsbyggeriet og hverdagen i støttepunktet.

 

     
             
                 
                 
           

Faciliteter: Der er ikke nogen kiosk eller cafeteria i tilslutning til bunkermuseet, men til gengæld er der ikke langt til Restaurant Møllehuset. I hovedbygningen på Bangsbo Museum såvel som i den nærliggende rundkørsel ligger der også en iskiosk.

     
                   
           

For uddybende lokalhistorie samt museets åbningstider, billetpriser og kørselsvejledning henvises til hjemmesiden for Bangsbo Fort

     
                               
                               
           
                               
                               

Spawn in:

INTRO
STEDER
FAKTABLADE
BØGER & FILM
LINKS