| |
Hitler's
Memorandum
I forbindelse med konstruktionen af "der neue westwall"
udformede Hitler i 1938 et memorandum til hærens overkommando med sine
tanker om fæstningsanlæg. Hitler gjorde her bl.a. detaljeret rede for
sin opfattelse af bunkerens rolle som et middel, der skulle "tjene
til at bevare soldatens kampkraft, ikke være et gemmested for folk, der
ikke ville slås". Det ideelle fæstningsanlæg gav, efter førerens
mening, hver mand mulighed for at komme til nytte med sit våben. Denne
opfattelse, som brød med samtidens fæstnings-strategi, som den var
udtrykt i Frankrigs Maginot-linie og belgiernes fort Eben-Emael, blev
afprøvet under konstruktionen af Westwall og senere også udtrykt i det
system af enkeltstående bunkere med forskellige funktioner, forbundet med
et netværk af åbne løbegrave, som tyske ingeniører anlagde langs
Atlantvolden.
Taktik
Hitler's memorandum behandlede også de forsvarsmidler, der kunne bringes
til anvendelse i et befæstet område, og fastslog, at den bedste sikring
mod et infanteriangreb blev opnået, når forsvarerne havde gode
observationsmuligheder og frit skudfelt til alle sider, således som det
er tilfældet fra en nedgravet ringstilling. Til at imødegå truslen fra
fly pegede Hitler på grundig kamuflage af anlæggene og beskyttelse
gennem rigelig anvendelse af luftskyts-artilleri. Endelig var Hitler af
den opfattelse, at egne anlæg af svært artilleri, der skulle skyde
hyppigt (og derfor kunne udpeges af fjenden), burde beskyttes i
betonkasematter. Dette memorandum var så detaljeret, at Hitler i et
særligt afsnit ikke alene gav anvisninger på forskellige bunkertyper og
deres indretning, men også skitserede placering, løbegange og
sløringsteknikker.
Filosofien
bag Regelbau
Da arbejdet på Atlantvolden blev igangsat, betød erfaringerne fra
bygning af Westwall, at man allerede disponerede over de nødvendige
tegninger såvel som indsigt i projektering og opførelse af bunkere og
befæstningsanlæg. Som en konsekvens ydede bunkerne i denne forsvarslinie
soldaten dækning under tung artilleribeskydning, gas- eller bombeangreb,
men når han skulle slås, måtte han i de fleste tilfælde forlade den
sikre dækning og møde fjenden ansigt til ansigt. Den relativt spredte
"bebyggelse" i sådanne forsvarsstillinger var desuden sværere
at ramme - og dermed ødelægge - fra fly eller med artilleri, og tilbød
mere fleksibilitet i forsvar og modangreb, da et gennembrud af perimeteren
eller en enkelt erobret bunker ikke ville betyde hele stillingens fald.
Forsvaret kunne regrupperes fra de tilbageværende stillinger og modangreb
sættes ind.
Organisation
Todt
Organisationen, der vel nærmest var den tyske pendant til vores
"Forsvarets Bygningstjenste" var opkaldt efter grundlæggeren og
første chef, rigsminister Fritz Todt, og navnet har altså ikke noget med
det tyske ord for død (tot) at gøre, selvom de østeuropæiske
slavearbejdere, som i vid udstrækning blev brugt til opførelse af
fæstningsværker m.v., nok ikke vil skrive under på dét. Det var
Organisation Todt (OT), der stod som bygherre for opførelsen af den
danske del af Atlantvolden, hvor der i modsætning til andre besatte lande
næsten udelukkende blev anvendt lønnet, dansk arbejdskraft.
Samarbejde
mellem værnene
I Führerweisung 40 (23.03.42) understreges betydningen af et tæt
samarbejde mellem hæren, flyvevåbnet og marinen, hvis en invaderende
fjende skal slås tilbage. Man må derfor se på helheden, når man
vurderer Atlantvolden, og medinddrage de flyvepladser, der blev bygget
inde i landet. Disse er på sæt og vis også en del af volden, selvom de
ikke ligger ved kysten. I Danmark bevarede Luftwaffe en vis kampkraft,
mens de allierede d. 6. juni 1944 havde absolut luftherredømme over
invasionsområdet. Også Kriegsmarine var tiltænkt en rolle i
anti-invasionsforsvaret, hvor den skulle engagere fjenden til søs og
hindre, eller i det mindste forstyrre en landgang. At flåden på
invasionstidspunktet blot var en skygge af sig selv efter tabet af flere
store slagsskibe og nederlaget på Atlanten, var ikke forudset i Hitlers
planer. Førerordren isolerer en række sandsynlige landgangsområder
langs den jyske vestkyst. Her skulle oprettes "befestige räume",
altså egentlige forsvarsstillinger, resten af kysten skulle
"overvåges" med henblik på hurtig indsættelse af
forstærkninger, hvor det blev nødvendigt. Disse forsvarsstillinger havde
forskellig klassifikation alt efter hvor vigtig - og dermed befæstet - et
område forekom.
Rommel's
inspektionstur
I November 1943 beordrede Hitler Feltmarskal Rommel til at inspicere
Atlantvolden og komme med en indstilling til forbedringer. Turen startede
i Danmark d. 1. december 1943 og løb over 14 dage, hvor Rommel uden
større jubel besigtigede de anstrengelser, der hidtil var udfoldet.
Derefter gik turen videre til andre af de besatte lande og resultatet
udmøntede sig i en kritisk rapport, der som bekendt førte til, at Rommel
overtog ansvaret for opbygningen af kystforsvaret langs volden.
Den
anden forsvarslinie
Indtil 1943 bestod den tyske kystbefæstning i Danmark altså af et antal
støttepunkter med meget lidt forsvar til at binde dem sammen. Efter at
OKW havde gentænkt situationen i oktober, besluttede man at oprette en 2.
forsvarslinie nogle kilometer inde i landet, hvor et fjendtligt gennembrud
kunne standses og forsvaret reorganiseres. Samtidig fik en del byer i
dette bagland status af støttepunkter og blev befæstet med pansergrave,
pigtråd og minefelter. Rommel erkendte imidlertid efter sin
inspektionstur, at de tilstedeværende reserver formodentlig ikke ville
være i stand til at forsøge et modangreb, der effektivt kunne kaste
fjenden tilbage. Han formulerede derfor den doktrin, der skulle komme til
at gælde for hele Atlantvolden, at fjenden aldrig måtte tillades at
etablere et brohoved, men skulle slås tilbage på strandene. I Danmark
blev dette begyndelsen til et hektisk byggeri af en kæde af
flankestillinger langs Jyllands vestkyst, specielt på strækningen fra
Limfjordens udmunding i vest til Ringkøbing fjord, hvor grupper med to
F-stande og en Tobruk på visse steder stod med blot 4-500 meters
mellemrum.
|
|
|
|
