|
Nye
fjendebilleder
Forbrødringen mellem Sovjetunionen og USA/England under 2. Verdenskrig
var fra første dag af en kunstig alliance, skabt af nødvendigheden, og det tog som bekendt
heller ikke lang tid før sejrsrusen og den fælles glæde hos
de allierede over Nazitysklands fald blev afløst af gensidig mistro og
fornyet oprustning. Øst stod over for vest og for Danmarks vedkommende
betød det blandt andet fornyet fæstningsbyggeri.
Kommissionsrapporten
af 1946
I 1946 rejste en militærsagkyndig kommission rundt og registrerede
samtlige tyske anlæg, der havde stået ubenyttede - og for nogles
vedkommende også ubevogtede - siden
krigsafslutningen. Kommissionen vurderede både den enkelte befæstnings
militære værdi i lyset af det nye fjendebillede såvel som det udstyr,
herunder specielt skytset, som evt. kunne anvendes i det genopbyggede
danske forsvar, og fremkom med en omfattende rapport. I langt de fleste tilfælde anbefalede kommissionen, at
befæstninger blev nedlagt, arealer frigivet og skytset skrottet. Den svære grænsebefæstning, tyskerne havde
bygget langs vestkysten, var således til ringe nytte, da den vendte den forkerte
vej, men
noget af udstyret kunne dog genbruges i de nye danske kystbefæstninger,
der nu vendte kanonerne mod øst.
Det gjaldt for eksempel for de to pansertårne med
150 mm tvillingkanoner fra den tyske krydser Gneisenau, som tyskerne havde
ladet installere på Fanø for at vogte indsejlingen til Esbjerg havn.
Stevnsfortet
I dag er de færreste danskere klar over, at Danmark i 1950erne byggede et
stort underjordisk fort i klipperne ved Stevns. Så stort, at det er blevet kaldt
Danmarks Maginotlinie. Der er tale om en komplet, selvforsynende, gas- og
atomsikker enhed 18 meter ned i kalkstensklippen, hvorfra toptrænede
soldater kunne beherske indsejlingen til Køge Bugt og dermed beskytte
København, samtidig med at de kunne overvåge trafikken i den vestlige
del af Østersøen og rapportere til NATO.
Fortet
blev bevæbnet med de ovenfor omtalte pansertårne, der blev flyttet fra
Fanø, samt endnu en 150 mm kanon, der tjente til affyring af lysgranater.
Kanonerne blev radarstyrede og kunne række hele vejen til den svenske
kyst. Senere (1957) kom batterier med Nike og Hawk missiler til. Med Sovjetunionens
fald i 1989 ophørte Stevnsfortet med at have strategisk betydning og det
blev udfaset af det danske forsvar i 2000. I skrivende stund (06.2007) er
fortet ved at blive indrettet til koldkrigsmuseum,
komplet med kanoner og det hele.
Langelandsfortet
Fortets opgave i årene 1953 - 1993 var at beherske gennemsejlingen til Store Bælt og sammen med Stevnsfortet dermed være i stand til at lukke
Østersøen af. Fortet, der ligger på det sydlige Langeland tæt ved
Magleby, var bestykket med fire stk. 150 mm kanoner (S.K.
C/28) som var sekundær bevæbning fra oplagte tyske lommeslagskibe og
oprindeligt opstillet ved Knudshoved af besættelsesmagten.
Placeringen
dækkede således ikke for passage gennem
Lille Bælt, men det er et snævert farvand, der evt. ville kunne dækkes
af hærkystartilleri.
Også
Langelandsfortet er i dag et koldkrigsmuseum
med tolv bunkere spredt rundt i terrænet, samt en sovjetisk MIG 23 jager og
den pensionerede danske ubåd Springeren.
Bangsbo
Fort
Et af de få tyske anlæg, der fortsatte karrieren relativt uændret efter 2. verdenskrig,
var Stützpunktgruppe Süd på toppen af Pikkerbakken ved Frederikshavn.
Dele af antiluftskytset og radarudstyret blev moderniseret, mens de gamle
150 mm Bofors kanoner fra artilleriskibet Niels Juel, som tyskerne havde
afmonteret og installeret her, forblev i tjeneste. Under navnet
Bangsbo Fort blev der hejst stander i 1952 og fortet forblev i aktiv
tjeneste indtil forsvarsforliget i 1960erne, hvor det skønnedes for
umoderne til at kunne gøre nytte. Bangsbo Fort er i dag et velholdt
frilandsmuseum med udstillingsbunker.
Atomtruslen
og opgradering af beskyttelsesbunkere
Truslen om atomkrig forekom særdeles nærværende for den almindelige dansker op
gennem 1960erne og 70erne og affødte flere initiativer, der skulle
beskytte og ruste civilbefolkningen. Bl.a. blev de gamle
luftbeskyttelsesrum fra krigens tid, de små iglo-formede bunkere, der
ligger strøet rundt i de fleste større byer, moderniserede med nyt luftsystem og
nye ståldøre. Alle, der var unge eller voksne dengang, husker også de
husstandsomdelte pjecer "Hvis krigen kommer" (1962) og
"Om at overleve", der blev udsendt så sent som 1983 - den kolde
krigs højdepunkt - og civilforsvarets formaninger om at have dåsemad
hjemme til 14 dages forbrug. Det var også Hjemmeværnets glansperiode med
75.000 mand under våben, og på Christiansborg var det fodnotepolitikkens
lidet glansfulde æra, der såede tvivl hos vore NATO-partnere om i hvor
høj grad forsvarsvilje var et udbredt fænomen i hele det politiske
spektrum.
Det kan nok være svært for unge i dag at forstå, at
en konfrontation mellem supermagterne dengang forekom realistisk, da det
trusselsbillede, de i dag står over for, jo er et ganske andet og meget mere komplekst,
men det var meget virkeligt dengang.
Murens
fald og den kolde krigs afslutning
I 1989 var der som bekendt afdansningsbal for kommunismen som bloktrussel
og vestligt fjendebillede. Muren faldt, Tyskland blev genforenet efter 44
års opsplitning, Trabi'en blev kultbil i vesten og demokratiet holdt sit
indtog (sådan da) i østblokken. Gamle fjender blev potentielle venner og
samarbejdspartnere, verden drog et lettelsens suk og fremtiden for et
forenet og fredeligt Europa så for en
kort stund lys og lykkelig ud.
Bare
få år senere krakelerede dette glansbillede jo, og den vestlige verden
stod over for helt nye farer, som det ligger uden
for denne hjemmesides scope at komme ind på. Konstateres kan det
imidlertid, at de farer, der truer os i dag, ikke kan imødegås med
bunkere og kanoner, og at vi med Atlantvolden og Koldkrigsforterne nok har
set de sidste større befæstningsbyggerier på dansk jord.
En
tur til disse er som en tur i en tidsmaskine - prøv det...
|
